Tvillingernesmor.dk
Vi er stukket af..

Om at lytte til sin mavefornemmelse

image

Vi har den alle. Den der grundlæggende og umiddelbare følelse i maven, som egentlig lynhurtigt viser os hvordan vi burde forholde os til ting eller hvad vi burde afholde os fra. Den fortæller os på aller ærligste vis hvad der føles rigtig og forkert og er jo et alletiders kompas, som man burde lytte til.

Desværre har jeg i flere år været en mester i at forsøge at ignorer den her følelse i maven, som fortalte mig at vores hverdag hang helt forkert sammen. Istedet fik jeg det vendt til at der da måtte være noget i vejen med mig. Hvorfor havde jeg f.eks. ikke lyst til at aflevere mine børn i pasning? Det gjorde “alle andre” da. Det er jo bare noget man skal, så man kan gå på arbejde, tjene penge osv. Men i takt med, at jeg forsøgte at undertrykke mine følelser, så voksede en kæmpe klum frem i maven. En der blev til ked af det hed, bitterhed og egentlig også surhed. Ja jeg blev nok lidt af en hejre at leve sammen med. Fordi jeg helt ind i min grundvold følte det helt forkert.

Når noget føles så forkert og man vælger at ignorer det, så ville det næsten være underligt om der ikke kom en reaktion på et tidspunkt. Både fysisk og psykisk. Og det gjorde der. Indretningen af vores liv. De værdier som blev vægter højest. Vi havde bare hovedløst fulgt en norm og måde at leve på, som egentlig slet ikke var os. Som slet ikke matchede de værdier, som vi gik rundt med i mave og hoveder. Vores forestillinger om familielivet blev langt fra mødt og der var alt for meget fokus på den materielle del i forhold til det vigtige. Nemlig det menneskelige. At være sammen, at have tid og overskud til at være en familie som fungere.

Det ændrede sig, da vi tog beslutningen om at vores største fokus i familie ikke skulle være på det materielle. Det skulle være på os, som familie. Vi ville ikke gå glip af børnenes første år. De kommer sgutte igen og det ville da være brandærgeligt at sidde om tyve år og fortryde alt det vi gik glip af. Derfor er jeg nu hjemmegående og elsker det. Vi sover med ungerne og jeg har lært at den der følelse i maven skal have lov at være mit kompas. Ikke flertallet, samfundsnormen eller noget helt tredje. Men kompasset i maven.

Selvfølgelig er mit pointe ikke, at alle skal blive hjemmegående, overhovedet ikke. Det var bare mit udgangspunkt. Men egentlig bare hvor vigtigt det er at lytte til den lille stemme i maven og ikke bare buldre derud af og ignorerer den. Stemmen er der af en grund og en del af lykke er vel at være tro mod sig selv, stemmen og de værdier vi gerne vil leve efter.

Image HTML map generator
   

2 kommentarer

  • Lena

    Fuldstændig rigtigt. Jeg havde i min tid som vuggestuepædagog bare set for mange grædende, især, mødre og stressede småbørnsfamilier og jeg tænkte tit, at det måtte kunne gøres anderledes. Så da vi fik twins for 3 år siden, var jeg bare slet ikke i tvivl om, at jeg ville holde dem hjemme. Heldigvis var min mand fuldstændig enig. Vi lever sparsomt på én enkel lærerløn, men det er bare det hele værd!
    Om et kort øjeblik er det forbi og så er vi jo igen en del af ‘hverdagsræset’ 🙂
    Jeg synes vi har fået skønne unger ud af det og selv om de er hjemme hos mig, så skal de stadig lære at være gode ved hinanden, andre, klædes på til livet osv. De er ikke små egoister, spm er konger i eget hjem ‘bare fordi’ de er hjemmeunger. De fordomme hører jeg tit og jeg synes det er dybt godnat. Selvfølgelig skal de stadig opdrages og blive til gode samfundsborgere 😉
    Vi har i hvert fald fået harmoniske børn ud af det 😉
    God påske!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vi er stukket af..